35 / 407
påvirkninger fra forskellige arter fremmede organis
mer, for hvilke vedsubstansen udgør et næringsstof.
Det levende træs reaktion mod disse påvirkninger
medfører indirekte nogle af de ovenfor omtalte vækst
fejl. Af væsentlig større økonomisk betydning er
imidlertid de direkte skader, der opstår ved de på
gældende organismers nedbrydning af veddets me
kaniske styrke såvel som dets dekorative egenskaber.
Disse skader kan allerede indtræde i de stående træer,
men opstår dog i betydelig større omfang efter træets
opskæring.
Der findes et meget betydeligt antal arter af orga
nismer, der ernærer sig af træets vedsubstanser. Langt
den største part af disse henhører under en af de
biologiske hovedgrupper, svampe (A) og insekter (B),
der i det følgende vil blive behandlet hver for sig
med en kort omtale af nogle af de kendteste arter.
Endvidere gives en kort omtale af enkelte skadedyrs
arter (C), der falder udenfor nævnte hovedgrupper.
A. Svampe.
Svampenes vegetative system består af et såkaldt
mycelium,
der er sammensat af talrige fine, trådfor
mede celler, der benævnes
hyfer.
Myceliet, der hos
nogle svampearter hovedsageligt vokser inde i det
stof, det lever af, medens det hos andre tillige danner
sammenhængende, uregelmæssigtformede belægninger
uden på næringsstoffet, giver ikke altid noget sikkert
kendetegn til bestemmelse af de forskellige arter. Det
gør derimod de under visse forhold dannede frugt
legemer - f. eks. paddehattene - der producerer de
såkaldte sporer.
I
form og størrelse minder sporerne
meget om blomsterstøv, og spredes som dette ved
vinden, insekter eller på anden måde, vidt omkring.
Hvor vækstbetingelserne er til stede, spirer sporerne
og danner nye mycelier. Svampe er i modsætning til
grønne planter ikke i stand til at leve af uorganiske
stoffer, men må hente deres næring fra organiske
stoffer, som de inden optagningen som regel må ned
bryde ved hjælp af forskellige former for enzymer.
Foruden tilstedeværelsen af egnede næringskilder er
svampenes eksistens også betinget af passende tempe
raturforhold samt tilstrækkelig fugtighed og lufttil
gang.
Blandt de svampe, der ernærer sig af træernes ved
substans, er det naturligt at skelne mellem de
v ed
destruerende svampe
(a) og
blåsvampene
(b).
a.
De
veddestru erende svampearter
er kendeteg
net ved, at myceliet henter sin næring fra selve celle
væggene. Den herved fremkomne nedbrydning af
veddet kaldes også
formulding.
Svampene kræver som
regel et relativt højt fugtighedsindhold i træet, hvorfor
opskåret træ, der er udsat for sol og vind, ikke vil
blive angrebet. Kravene til veddets fugtighedsindhold
er imidlertid noget varierende for de forskellige svam
pearter. Således kan hussvampen udvikle sig ved et
fugtighedsindhold på under 30 %, udregnet på basis
af træets tørvægt, hvorimod de fleste andre arter trives
bedst i ved med fugtighedsindhold på over 50 %.
Meget høje fugtighedsgrader standser dog myceliets
vækst, idet træets indhold af luft (ilt) bliver for lav.
Som følge heraf anvendes oplagring under vand som
middel til at hindre svampeangreb, især for rundtræs
vedkommende. Ved et lavt fugtighedsindhold i ved
det, dør svampe-myceliet i reglen, men hos nogle
arter kan myceliets vækst i et kortere tidsrum standse
for atter at live op, når fugtighedsindholdet på ny
bliver tilstrækkeligt. For de fleste svampearter er en
temperatur på mellem 3 og 40° C en betingelse for
vækst. Over og under disse temperaturer kan myce
liet under ugunstige vilkår dø, men udviser dog ofte
stor resistens overfor både kulde og varme. For at
opnå fuld sikkerhed for ødelæggelse af al svampeliv
må myceliet udsættes for opvarmning til temperaturer
på 100-110° C.
Som inddelingskriterium for de veddestruerende
svampe anvendes til tider det angrebne veds udseende,
og der skelnes da mellem
brun-
og
hvidmuld.
På et
indledende stadium af svampenes angreb bliver ved
det altid mere eller mindre mørkfarvet - rødt, brunt
eller gråligt. Hos brunmuldssvampene bibeholdes eller
forstærkes denne farvetoning, hos nogle arter dog
iblandet lysere vedpartier. Alt efter disse partiers ud
seende tales der om plettet, stribet (pibet) og flam
met muld. Hos hvidmuldssvampene bliver det an
grebne ved derimod hurtigt ensfarvet gult eller hvidt.
Farveforskellene afhænger af, om myceliets nedbryd
ning omfatter cellevæggenes lignin- eller cellulose
indhold. Bliver cellulosen tilbage i næsten ren tilstand,
bliver mulden hvidlig, medens en nedbrydning af
cellulosen alene eller af såvel denne som ligninen giver
en mørk mulddannelse. Efterhånden som svampe
angrebene udvikler sig, indtræder der som regel også
en ændring i veddets struktur. Det ved destruktionen
opståede tørstoftab kan således give anledning til
skrumperevner. Når disse forløber i alle 3 retninger
i træet, opstår en karakteristisk terningformet muld.
Følger revnerne derimod i hovedsagen årringsgræn
serne fremkommer en ringskalning. Skrumperevnerne
kan imidlertid også være mindre udtalte eller endog
helt mangle, hvorved mulden får en trådet, porøs
eller svampet karakter.
De veddestruerende svampe kan også inddeles
efter, hvorvidt deres angreb sætter ind på stående
(levende) træer, eller først efter at træet er fældet. I
sidstnævnte tilfælde kan svampene inddeles i hen
holdsvis lagrings- og bygningssvampe.
De svampe, der fortrinsvis angriber stående træer,
3
33