37 / 407
løs, uldagtig belægning af gullig farve til tider med et
violet anstrøg. Destruktionen viser sig som en typisk
terningemuld af en dyb brun farve. Svampen optræder
i fugtige kældre, men forekommer især almindeligt og
skadeligt i minetømmer.
Skællet sejghat (Lentinus lepideus)
og
korkhat
(Lenzites sæpiaria)
er to svampearter, der i modsæt
ning til de ovenfor anførte ikke udvikler noget over
flademycelium, og deres tilstedeværelse røber sig der
for som oftest først, når frugtlegemerne bryder frem
på et relativt sent stadium af angrebet. De to arter har
endvidere til fælles, at de fortrinsvis angriber træ i det
fri, såsom hegnspæle, ledningsmaster, sveller og træ
konstruktioner i broværk og danner en brunmuld med
Fig. 20. Kældersvamp
(Coniophora cerebella).
(Efter F. Kollman, foto J. Liese).
hovedsagelig parallelt løbende skrumperevner. De an
griber desuden begge udelukkende nåletræsarterne.
Blandt svampe, der ligesom sidstnævnte ikke dan
ner noget overflademycelium, men angriber løvtræ,
skal til slut nævnes to arter
Stereum purpurium
og
Hypoxylon coccen ium ,
der er skyld i en typisk hvid
flammet destruktion, der er ret almindelig forekom
mende hos såvel runde som opskårne bøgetræs
effekter.
b.
Betegnelsen
blåsvampe
omfatter flere svampe
arter, der har det fællestræk, at de ernærer sig af ved
cellernes indhold af organiske stoffer uden herved at
nedbryde cellevæggene. Veddets styrkeegenskaber for
ringes som følge heraf ikke eller i alt fald i meget ringe
grad ved disse svampearters angreb. Deres tilstede
værelse er derfor nærmest at regne som skønhedsfejl,
hvis betydning afhænger af træets senere anvendelse.
Det af blåsvampe angrebne ved er dog mindre mod
standsdygtigt overfor angreb af andre svampearter
end helt frisk træ. Veddets misfarvning skyldes til
stedeværelsen af svampehyferne. Disses egenfarve er
imidlertid som oftest grålig eller brunlig, og træets
blålige tone skyldes således et optisk bedrag. Blå-
Fig. 21 a. Den hvide tømmersvamp
(Poria
el.
Polyporus
vaporarius)
udvokset på en vandret flade.
svampene optræder hyppigst hos nåletræsarterne og
blandt disse især hos fyrretræ. Angrebene er begræn
set til splinten, »bladsplinten«. Efter svensk termino
logi skelnes ofte mellem »stokblånad« træ, hvor hele
splinten er misfarvet, og »ytblånad« træ, der betegner
et mere overfladisk angreb.
Med henblik på at undgå eller begrænse skaderne
ved svampeangreb på træ kan følgende forholdsregler
bringes i anvendelse:
Fig. 21 b. Den hvide tømmersvamp udvokset på en lodret
flade.
3
*
35