Først arbejdes der med ziehklingestålet på fladen
af ziehklingen for at få en ganske lille grat frem (se
fig. 623c), og det er denne lille grat, som man forsig
tigt skal bøje over i den rigtige skæreretning (se fig.
623d). Dette gøres lettest sådan:
Selve ziehklingen holdes i venstre hånd, så den
står på kant (lodret). Ziehklingestålet lægges forsig
tigt tværs over ude i den ende, der er længst fra krop
pen. Samtidig forsøger man at fange den lille grat -
som vist på fig. 623c - med ziehklingestålets ene kant
og trækker så ganske let og forsigtigt stålet ind mod
kroppen, medens man stadig holder stålet ned mod
ziehklingens kant. På den måde trækker man den lille
grat om i vandret liggende stilling, og så er den parat
til at skære lakspåner med.
i
i
Opsætningen.
Det er meget vigtigt, at man hurtigt får føling med
ziehklingens skærevinkel, og det får man bedst, når
man holder fingerspidserne helt nede lige bag skæret.
Selve aftrækningsteknikken har sin store betydning.
Er det f. eks. en plade, der skal blankpoleres, skal den
først trækkes ned over enderne og langs med kanterne,
herefter trækkes der skråt, som regel fra midten og ud
over kanterne, indtil alle porer omtrent er trukket
væk, til sidst trækkes der så på langs af strukturen,
dog med ziehklingen holdt i 45° på trækretningen og
skiftevis vende den, således at eventuelle ziehklinge-
hop fra den ene aftrækning straks bliver jævnet ud
ved den næste modgående aftrækning. Kan man ikke
rigtig trække af udover enderne, uden at der kommer
små hak, på de steder, hvor ziehklingen sættes til, kan
man til sidst trække ganske let - med en fin ziehklinge
- på tværs, det skal slibecremen kunne klare.
Aftrækningen.
o.
b.
c
d.
e.
f.
Fig. 623. a-d viser forskellige stadier af en lakziehklinges
opsætning, de punkterede linier viser ziehklingestålets ret
ning under opsætningen, e: En ziehklinge, der er slebet på
lille ziehklingeslibemaskine. f: En ziehklinge, der er slebet
på stor ziehklingeslibemaskine.
Når skæret er ved at forsvinde, bør man »sætte«
ziehklingen op igen, inden den bliver for slidt, da det
ellers kan være vanskeligt at få den til at skære helt
rigtigt.
Denne gang har man en slidt grat, der først skal
rettes ud igen, og det sker bedst ved, at holde zieh
klingestålet glat med fladen og næsten parallelt med
kanten, således at man skyder graten udefter. Herefter
arbejdes graten rigtigt ud igen, som vist på fig. 623c,
og resten af opsætningen foregår på samme måde som
før nævnt. Man kan næsten ikke undgå at få graten
noget større for hver gang, man sætter den op. Her
ved kan ziehklingen ganske vist trække mere lak af,
men til gengæld bliver muligheden for at få ziehklinge-
hop i overfladen større. Det er bedst at have mindst
3 ziehklinger at arbejde med, én der er sat op nogle
gange, til at tage knopper og den groveste aftræk
ning, og en anden til at foretage den hurtige men dog
pæne nedtrækning, og til sidst aftrækning med den
fine, helt skarpe ziehklinge, noget der i alle tilfælde
er nødvendigt, hvis der senere skal foretages en
blankpolering.
Ziehklingeslibemaskiner.
Efterhånden som lakaftrækning med ziehklinge har
bredt sig inden for træindustrien, viste det sig hurtigt,
at håndslibningen af ziehklingen var ret dyr og om
stændelig, og der fremkom derfor en hel del forskellige
ziehklingeslibemaskiner på markedet, men der er
egentlig kun 2 af dem, der har fundet større anven
delse. Den ene af dem (fig. 626) ligner nærmest en
miniaturebåndpudser og er vel den, der har fået
størst udbredelse. Den arbejder med bånd i 2 fin
heder, det grove som både skal gøre det ud for fil og
mellemfin sten, og det fine som udfører strygestenens
Fig. 624. Ziehklingen skærer bedst, når man som her holder
den i ca. 45° på trækretningen.
394