181
det skal gaa. Men naar man paa Aabningsdagen staar om
givet af de mange unge Mennesker, synes jeg altid, at Bekym
ringerne svinder for Livets Virkelighed. Nu gælder det kun
i Guds Navn at tage fat, saa godt vi kan, paa Samlivet med
dem. Hver af dem bærer jo i sig en lille Verden med Præg af
de Hjem, som de kommer fra, og møder gerne med store
Forventninger, i god Tro til, hvad vi har at give dem. — I
de første Dage er de fleste af dem dog lidt tavse og trykkede.
De føler sig sky i de ny Forhold med saa mange Fremmede
rundt omkring sig. Nogle længes stærkt efter Hjemmet, som
de maaske for første Gang har forladt. — Dette føles ogsaa
som en Tyngsel af os Lærere, og vi maa anstrenge os for at
faa Liv i de døde Vande. Men heldigvis hjælper de Unge
selv snart til, at der kommer et friskere Røre iblandt dem.
— Ved Spisebordet, hvor der den første Dag hersker en høj
tidelig Tavshed, pibler Munterheden allerede den næste Dag
frem i smaa Udbrud af Latter, og inden Ugen er omme,
syder det med livlig Snak over alle Bordene.
Naar disse Livsytringer melder sig, kan der for Husfaderen
opstaa en anden Bekymring. Vil den gode Tone ikke blive
brudt under det fri Samvær? — Jeg har mange Gange tænkt
paa, hvor mærkeligt det er, at hundrede unge Mennesker,
som bærer paa saa mange Lidenskaber og Lyster, ikke gaar
over Stregen, som naar Søen rører sig for Vind og Strøm.
Det er dog ikke helt let at holde en saadan Samling af Sjæle
og Kroppe bundne under en Husorden, der paa en fri Skole
aldrig kan gennemføres ved Tvang fra oven. Men hertil har
vi altid faaet en uundværlig Hjælp af de mange retskafne
unge Mennesker, der kommer fra gode oplyste Hjem. Uden
deres Støtte var Højskolelivet næppe muligt at føre, da vi
paa ingen Maade vil gøre det til et Kaserneliv med militær
Tugt. Alt maa gaa for sig under fri Former. Ingen af Ele
verne maa frygte deres Lærere. Vi skal fremfor alt være gode
Venner med hinanden. — Herved er det naturligvis til meget