187 / 192
182
Gavn, at vore Elever er voksne Mennesker, som møder fri
villig og kan rejse igen, hvis de ikke synes om at være hos
os. — En tvungen Statshøjskole vilde være det værste
Vrængbillede af, hvad vi stræber efter.
Under disse gunstige Forhold har vi haft gode ydre Be
tingelser for vort Arbejde, som først og fremmest gaar ud
paa at danne en aandelig Forening af alle med hyggeligt
Præg af Hjemliv, som det kan arte sig, hvor der daglig sid
der saa mange Mennesker sammen. — Dertil har det især
hjulpet os her paa Frederiksborg Højskole, at vi Lærere altid
har dannet et trofast Vennelag. — Jeg maa ogsaa have Lov
til at sige, at min Kone som Husmoder har sin store Del i,
at det er lykkedes for os. Men det vigtigste af alt er dog,
hvad den fælles Aand gennem Ord og Sang har udrettet til
inderlig Enhed mellem Gamle og Unge.
Denne Sammenknytning af Sjælene under Aandens Magt
er en Opgave, som intet Menneske kan løse ved sin egen
Kraft. Overfor den maa vi, der er Ledere og Ordførere, føle
os som Tjenere, der ikke kan undvære Delagtighed i Fælles
livet, hvis vi skal gøre Gavn med vor større eller mindre
Dygtighed som Skolemænd.
Jeg har altid hævdet, at en Kreds af Lærere, som lever i
fuld aandelig Forstaaelse med hinanden, gør mere Nytte i
Folkehøjskolen, selv om de ikke enkeltvis er særlig frem
ragende, end et Korps af udmærkede begavede Mænd, som
hver kun gaar efter sit eget Hovede. — Ud fra dette Syn
paa Sagen har jeg valgt mine Medarbejdere. Og paa det
Grundlag tør jeg sige, at vi har levet godt sammen.
Men det hænder naturligvis, a t en Lærer faar Lyst til en
Virksomhed, hvori han selv kan blive den ledende. — Saa-
ledes er det ogsaa sket for os, at nogle af vore Medarbejdere
i Aarenes Løb er udvandret for selv at rejse nye Skoler.
Klodskov
, som var til saa megen Nytte ved det praktiske
Anlæg af Frederiksborg Højskole, fik efter Systemskiftet i