131 / 187
Valgbevægelsen i København i 1834
rere var at vente af en ret dygtig Mand uden for Lauget, der kunde for
skaffe sig Anseelse«. Schouw postulerer altså, at det er i de næringsdri
vendes egen interesse at vælge uden for deres egen kreds. Men hvem
skal den menige vælger så give sin stemme? Her peger Schouw på de
kandidater, som 28. maj selskabet og brandforsikringen har udpeget.
Når Schouw således hilser håndværkslavenes initiativ velkommen og
bemærker, at det ikke er hans mening, at detailhandlere og håndværke
re generelt er uegnede til at være repræsentanter, så er disse udtalelser
nok snarere taktisk bestemt, fremsat for ikke at distancere sig fra de folk,
han vender sig til. Duelighed er det, det først og fremmest kommer an på
ved valget, og duelighed er det dannede borgerskabs monopol.
Den samme advarsel mod at lade standsinteresser dominere valget
møder vi også hos David. Alligevel udtaler han sig positivt om håndvær
kernes kandidatopstilling. Altså den samme dobbelthed som hos
Schouw. Davids kommentar til håndværkernes initiativ kom først efter
kandidatopstillingen, hvor 4 håndværkere var blevet opstillet. Resulta
tet var altså ikke så slemt som frygtet. Og ved generelt at anbefale de op
stillede kandidater, som David her gør, kunne de næringsdrivendes
Karikatur af C.N. Da
vid og Tage Algreen-
Ussing. Tegningen er
fra 1846, da David og
Algreen-Ussing ikke
blev genvalgt til
stænderforsamlin
gen. Den bevægelse,
som de havde været
hovedmænd i,løb fra
dem. Tegning af W.
Marstrand på Frede-
riksborgmuseet.
129