53 / 187
Avenuerne til København
i vejreformernes pionertid 1763-78
A f Ove Jørgensen
Efter indførelsen af enevælden 1660 blev der-som det måske kunne sy
nes paradoksalt - ikke foretaget væsentlige udbygninger af det net af
kongeveje,1som Frederik II havde påbegyndt i slutningen af sin rege
ringsperiode, og som var blevet fortsat af Christian IV med vejstræk
ninger på Sjælland.2
Det skyldes først og fremmest, at perioden 1660-1700 var »magre år«,
men det kan også hænge sammen med, at København efterhånden for
alvor blev Kongens By,3 og kongen havde nu ikke længere brug for at
»kunne skyde genvej mellem Koldinghus og Skanderborg«, for dansen
gik ikke længere på Koldinghus.4Frederik II's kongevej Haderslevhus -
Koldinghus - Jelling - Skanderborghus mistede hurtigt enhver betyd
ning, medens kongerne søgte at bevare deres eneret til at køre på de
sjællandske kongeveje længst muligt. Alligevel betegner enevælden en
opløsningstid for disse veje, indtil den naturlige afslutning på kongeve
jenes saga med de store vejreformer.5
De forsøg, der på ChristianV's tid var gjort på at forbedre de almindeli
ge landeveje, alfarvejene,6var forblevet uden større resultater,men i den
»florissante« tid fra omkring 1760 var der både behov og økonomisk
baggrund for at påbegynde udbygningen af et rationelt vejnet med ud
gangspunkt i København.7
Fra 1744 var J.H.E. Bernstorff Danmarks gesandt i Paris, men han
vendte i 1750 tilbage til Danmark og fik i de følgende år stor indflydelse
på mange forhold. Han var ivrig efter at fåvejene forbedret, og i 1761 be
sluttede Frederik V»såvel til agerdyrkningens, handelens og den indre
samfærdsels fremme som til bekvemmelighed for de rejsende at lade an
lægge nye hovedveje i alle landets provinser«.8
Det var store ord, men de vidner om den gode vilje hos de mænd, der
stod bag. Man havde dog hverken et administrativt apparat eller uddan
nede vejteknikere til at løse denne vældige opgave, og i den første van
51