50 / 187
Karl Peder Pedersen
Kiøbenhavn var blevet inficeret af pesten, beklagede hand min daarlig-
hed, at jeg, som var saa svag og skriøbelig af reysen, vilde tage mig dette
paa; dog forsikrede hand mig, nest Guds hielp, at dette havde ingen fare,
og sagde, at jeg strax skulde sende bud efter 2 potter gi. rhinskviin (apot
ten 1 rixdl). Derpaa gav hand mig nogle draaber ind, og jeg maatte legge
mig til sengs. Saa maatte jeg drikke først den eene potte rinskviin ud, og
hand skienkede selv i for mig, og nødde mig til at drikke, endskiønt jeg
maatte per vomitum12lade gaae en del deraf. Hand deckede mig derpaa
vel til med klæder, lod kammeret giøres vel varmt, at jeg kunde vel kom
me til at sveede, formanede mig og derhos, at jeg ey skulde frygte, sigen
de at hand hafde sikker erfarenhed paa, at i pesten i Kiøbenhavn hafde
frygt virkelig dræbt en stor deel mennisker, som ey vare inficerede af
sygdommen.
Jeg faldt derpaa i en meget sterk sveed, og sov til silde om aftnen, da
Poul Dons kom til mig igien, og fandt mig snart svømmende i sveed,
hvorpaa jeg fik tørt og reent linnet paa, og fandt jeg mig, Gud skee lov,
meget bedre end før, saa frygten hos mig var temmelig forsvunden. Dog
nødde Dons mig til at tage endnu nogle draaber ind, og drikke den an
den pott riinskviin; dækkede mig saa atter til, og forlod mig.
Om natten svedte jeg igien forskreckeelig, og da Dons ommorgenen
kom igien til mig, var jeg ved Guds naade temelig frisk, men afmegtig af
den sterke sveed. Saaledis blev jeg ved Herrens hielp reddet af den frygt
og dødsfare«.
Mesler slap altså med skrækken, og samtidig giver han os et indblik i,
hvilken massepsykose, der kunne gribe en storbys mennesker i en så
dan dødsensfarlig situation.
Til slut i journalen fortæller Mesler lidt om, hvilket trøstesløst indtryk,
den uddøde by gjorde på ham. Dertil kom, at det var umuligt for ham at
finde købere til kolonialvarerne, og dermed var han ude af stand til at
indfri det dyre lån.
»Da vi kom hiem med vort skib, var der en bedrøveligt syn at see. Paa
en del huuse vare vinduer og dørre tillukte; huusene stod tomme og
øde, hvide og sorte kors malede paa dørrene. Andre huuse vare i lige-
maade øde og udplyndrede; vindueskudder og dørrene samt vinduer i
stykker slagne, og det saae ud som en barbarisk fiende havde været der
at røve og plyndre. Det var i ligemaade en fæl syn at see paa gaden, pest
vognene at fare med de døde mennisker, og føre dem ud til de indrette
de kirkegaarde nu uden forØsterport. Kortelig dervar i Kiøbenhavn øde
48