54 / 187
skelige periode af de store vejreformer, som man har betegnet som pio
nertiden (fra 1763 til Generalvejkommissionen 1778),9 nåede man da
heller ikke meget uden for Kongens København med de nye vejanlæg.
Teknikerproblemet blev løst af Bernstorff, som i Frankrig havde ople
vet landeveje, somvar anlagt i ny teknik, chausseer, d.v.s. veje med køre
bane af sten (egti. kalksten: »chaux«) - i modsætning til de danske jord
eller grusveje - ogmed grøfter og stenkister til at sikre vandafledningen.
Fra Frankrig indkaldtes derfor Jean Marmillod, der var overingeniør
ved det franske vej- og brobygningsvæsen, og to andre ingeniører. De
ankom til Danmark den 12. april 1764, og Marmillod fik titel af overvej
inspektør. Han antog straks de nødvendige medarbejdere, tre lærlinge,
hvoriblandt H.F. Rosenberg, der senere skulle blive hans efterfølger, og
et antal pikører (af fransk piquet »landmålerstok«).10
Videnskabernes Selskabs kortarbejde
Man havde heller ikke noget egnet kortgrundlag til fastlæggelse af en
vejplan. Kongerne havde lige siden Christian II i 1552 søgt at få fremstil
let kort over Danmark.11 På den tid, da Marmillod kom til landet, var
man godt i gang med en opmåling af hele landet efter de trigonometri
ske principper, som først af alle Tyge Brahe havde angivet på sit kort over
Hven 1596.12
Denne opmåling var blevet igangsat på en ejendommelig måde. I et
andragende dateret den 18. januar 1757 og stilet til kongen søgte Peder
de Koefoed13om at blive designeret professor i matematik ved Odense
Gymnasium og tilbød til gengæld at »udgive Special-Land-Korte over al
le Dannemarcks Provincer og deres Specielle=Inddelinger i Amter etc.«
Ansøgningen var ledsaget af attester fra hans lærere og fra generalmajor
de Thurah, til hvis beskrivelse af Bornholm han i 1756 havde tegnet et
kort.14
Oversekretæren i Danske Kancelli,Johan Ludvig greve Holstein til Le-
dreborg, som i 1742 havde været medstifter af og nu i 1757 var præces
for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, sendte ansøgningen
til udtalelse i dette selskab, som allerede flere gange havde beskæftiget
sig med spørgsmål om kortlægning. Ansøgningen blev oplæst i mødet
den 14. februar, og det vedtoges at gøre forestilling til kongen, hvis svar
ikke lod vente længe på sig. Allerede i statsrådets møde på Christians
borg Slot den 18. februar godkendte kongen forslaget, og den 25. februar
kunne grev Holstein sende Videnskabernes Selskab et brev med
Ove Jørgensen
52