48 / 187
Karl Peder Pedersen
som pesten icke endnu gandske ophørte, men i denne uge, da vi kom
paa Kiøbenhavns Reed, døde der endnu nogle 100 mennisker af denne
smidsomme syge.
Jeg spurte efter min gamle, goede principal sr. Claus Biels huus omdet
var ubefængt, og omhand selv og hans gode kiereste levede.Viintapper-
drengen, som stod uden for døren ansaae mig for en pest- eller assistens
præst, og vilde ingenlunde tillade mig at komme ind. Jeg maatte da be
de ham, at hand vilde hilse monsr. Biel og hans kiereste fra den ostindi
ske præst Hans Mesler, som i 3 aar havde informeret hans børn. Strax
kom den salig mand, og omfavnede mig kierligt, og førte mig ind til sin
kiæreste. Begge viiste sigmeget høflig og artige imod mig, og maatte jeg
tage logemente i deris huus, thi de var bange, at jeg skulde faa logemen
te i et befængt huus, og saaledis inficeris og komme til skade.
Der var jeg, og havde god pleje, kammer og kost uden ringeste veder
lag i 3 uger. Derpaa skaffede disse gotfolk mig for en meget billig priis lo
gement lige over for hos mr. Conrad Bøchmand i Lille Kirke- eller For-
tunstrædet.6 Men hos monsr. Biel maatte jeg spiise hver dag friit, saa
længe jeg vilde. Dette mælder jeg til disse honette gotfolks berømmelse,
somviiste sig aldeles genereuse imod mig,baade da jeg reyste til Indien,
og da jeg var kommen derfra igien. Deres nafn skal være i en velsignet
ihukommelse«.
Ægteparret Biehl, som Mesler her sætter et smukt minde, var kendte
ansigter i det gamle København. Claus Biehl, der stammede fra Ostfris-
land, fik i 1694 borgerskab i København som theskænker. Han drev
samtidig vinhandel og vinstue i Fortunstræde 3. Han var en af de vin
handlere Holberg nævner i »Den vægelsindede«, og i hans hus mødtes
den selskabelige forening; Det pavelige kollegium. I disse møder deltog
Holberg et par gange i 1719-20, og han overvejede da at bede kollegiet
om at kanonisere Peder Paars. Nogle år senere skrev han en hel epistel
om det muntre selskab (nr. 139). Claus Biehls barnebarn er forøvrigt
Charlotte Dorothea Biehl; en af det sene 1700-tals mest litterære kvin
der.7
Efter dette lille sidespring vender vi nu tilbage til Hans Mesler. Indtil
nu var alt jo gået godt, men så skete der noget, som fik det til at sortne for
ham!
»Da jeg nyelig var kommet til logemente hos monsr. Conrad Døch-
mand, arriverede mig en farlig casus. Vores ober-chirurgus paa voris
skib, monsr. Johan Weyde, en sachser af geburt, havde efter voris an-
4 6