57 / 204
22
at have berømmet Byen — denne store By, der er saa folke
tom, »som om den var bygget i Lybiens Ørkener eller i
Æthiopiens ensomme Egne;« talt om Kunstværker, der ere
at se, om den sædvanlige italienske Skik der hersker her,
nemlig at Damerne holdes inde i deres Kamre ligesom Fugle
i deres Bure, og efterat have talt om Universitets-Bygningen,
siger han: »Vender jeg mig til Professorerne og Studenterne,
saa er der meget, som jeg kan forundre mig over, hvilket
maaske vilde volde finere Naturer Maveve og Kvalme. Thi
naar jeg undtager Cremonini og Liceto blandt Philosopherne,
Caimo og Prevost blandt Lægerne, saa er der næppe Nogen
af alle de andre, som rager frem over det Almindelige.
Cremonini og Prevost ere udmærkede som Lærere og Philo
sopher, men de skrive ikke meget, Liceto og Caimo derimod
skrive meget, men som Philosopher og Lærere ere de ikke
saa sikre.
Men nu alle disse Professorer, som med mere
end vatiniansk Had forfølge hverandre med Beskyldninger og
onde Ord, disse Professorer af anden og tredie Klasse, der
for det meste læse i tomme Auditorier, disse Forelæsninger,
som ikke holdes ofte nok, som idelig hvile, og som idelig
afbrydes ved hyppige og lange Ferier.
Jeg skal nu ogsaa
fortælle Dig om nogle Skikke og Sædvaner hos Tilhørerne,
som det er værdt at undre sig over: hvor løjerlig er ikke
en saadan Lov, som de lægge paa deres Lærere, at de ville være
Doctores før de ere bievne Studenter, at de hurtigere ville
tage imod Laurbærkrandsen end imod Skolens Lære, at de
langt lettere fremkalde Torden i Auditorierne end Natugler
i Skyerne, at de grynte bedre end en Parmenio, fløjte
højere end Tyve, gjøre mere Støj end Kykloper, efterligne
alle Dyrs Stemmer rigtigere end Gjøglere og Vindbøjtler paa
Torvene, ikke drage ind i Kollegierne med Pen og Blæk,
men som om de skulde til Kamp paa Arenaen, væbnede
med Dolke, Sværd, lynende Hjelme og Skjolde.« Naudé’s