KøbenhavnsHøjskoleforening

sto r som nu, vil det altid væ re svæ rt at faa Ar

bejdere, d e r baade kan ofre T id og K ræ fte r nok

p aa Fo ren ingsa rbe jde t. Og saa længe F o ren in

gens V irksomhed i saa høj Grad afhænger af,

om d e r i Ø jeblikket er K ræ fter, d e r kan stille

sig til Raadighed, vil vi vist vanskeligt kunne

undgaa de stæ rke Svingnniger i Fo ren ingens

Liv, som de fo rløbne Aar h a r fremv ist saa mange

af. — Skal vi d e rfo r i F rem tiden have A rbej

det til at gaa godt og solidt, ligger det næ r at

tænke sig at faa m e re faste K ræ fte r kny tte t til

Foren ingen . Det vilde saaledes sikke rt væ re af

stor Betydning, om d e r v a r en Mand, som havde

Ledelsen af Fo ren ingens daglige Liv som sin

Opgave, og som virkelig kunde sæ tte noget ind

p aa dette Arbejde. Men fo ruden Lønspørgs-

m aalet m øde r jo h e r strak s den Vanskelighed:

Hvor findes Manden? T h i en saadan Mand vil jo

komme til at sæ tte sit P ræ g s tæ rk t p aa F o ren in

gen, og h an m aa d e rfo r have den rigtige For-

staaelse af A rbejdet og tilstrækkelige E vne r til

at fylde den P lads, h an faar. Th i fa a r m an ikke

en Mand med disse Egenskaber, da kan h an maa-

ske komme til at skade i Stedet fo r at gavne. —

Jeg skal ikke h e r komme næ rm e re ind paa, hvo r

dan et saad an t »Embede« skulde være, men kun

pege p aa det, som noget, d e r sikkert vilde have

Betydning fo r Foren ingen .

Navnlig er det en Betingelse fo r at kunne give

noget

udad til,

at d e r b liver kny ttet m ere kon

stan te K ræ fte r til Foren ingen . Man kunde maa-

ske saa op re tte et K on to r i Fo ren ingen , d e r h ja lp