KøbenhavnsHøjskoleforening

var det ham , d e r villigt gik p aa og det med et

usvigeligt H um ø r og en Ligevægt, som sjælden

findes. Aldrig hø rte m an ham afslaa Anmod

n inger i den Retning, men Svaret p aa Spørgs-

maalet om ikke »Vilhelm Bennike kunde gøre

det og det« lød altid: »Aa jo, det kan jeg vel

nok.« Ja, han s p rak tisk e H aandelag og Bered

villighed h a r k la re t mangt et Skær og h ju lpet

ud over de døde Punk ter. Kunde m an samle

det Arbejde, som h an h a r ud fø rt fo r Højskole

foren ingen som i en Sum, saa vilde det veje

tungt, og det skal siges, at han b land t de K ræ f

ter, d e r i Medgang og Modgang h a r holdt F o r

eningen oppe, er b land t de første.

Dog — en eneste Gang v a r h an ikke saa hel

dig. Det va r ved Opførelsen af en Komedie ved

en af de aarlige A ftenunderho ldn inger — Vil

helm Bennike havde fra D agm artheatre t skaf

fet en »Sol«, de r langsom t skulde synke i H o ri

sonten, ligesom Tæppe t gik op. H an var n a

turligvis selv Maskinmester, og Solen begyndte

virkelig meget pæ n t at synke, men saa med et

stod den stille, fo r et Øjeblik efter at ryge i Vej

re t og forsv inde oppe i Sofitterne, hvo rfra den

efter et længere Ophold a tte r viste sig, men gan

ske uden Fo rb indelse med Komedien og denne

Gang mest lignende et S tjerneskud eller Raket

paa sk raa af Scenens Baggrund.

Naa, det hele g jorde nu ikke saa meget. Skue

spilleren, som skulde deklamere om den syn

kende Sol, vendte jo Ryggen til dens umotiverede

K rum sp ring og opdagede dem ikke. F o r øvrigt