44 / 104
41
og Ævne til at gaa lige løs p aa Sagen. Med disse
Egenskabe r h a r h an kunne t bæ re de forløbne
10 Aars sto re Arbejde i Fo ren ingens Tjeneste.
Holm h a r væ ret m ere endnu ; han h a r sta
dig væ ret Fo ren ingens yngste Medlem, n a tu rlig
vis ikke af Aar, men af Sind. H ø r en Gang
p aa han s L atter. Den komm er a llerinde rst
fra, f ra H jæ rte t, ja længere endnu, helt inde
fra Rygmarven, og en saadan Latter, sund og
frisk som den er, fo rfe jle r aldrig sin Virkning,
den g aa r til H jæ rte t igjen. Vi, de r mere end
Holm e r Børn af vor Tid, kan ikke saadan le;
th i al den m ode rne Sorthed, vi h a r læst og
levet os til, fo rbyd e r det. N aa r en Gang imellem
N a tu ren g a a r over Optugtelsen, og vi faa r Lyst
til at le rigtig ud, saa komm er det straks op i
os: Nej lad være, det er dum t, det er latterligt,
altfo r la tterlig t at le, og vi standser paa Halv
vejen med nogle smaa, hæse Knyst, d e r lyde r
alt andet end godt. — Sund og frisk som Holms
L a tte r er, frem træ d e r hele hans Væsen, hele
hans Væren ib land t os. N aa r de sidste Aars
mørke T id e r ogsaa h a r kastet deres Skygge ind
i vo rt Liv, og der af og til h a r været Graavejrs-
stemning over os, saa vil vi lægge Mærke til
alle de mange Solglimt, som Holms ungdomme
lige H um ø r h a r b ru d t G raavejrsstemningen med.
Endnu et: Holm h a r væ ret Bindeledet mel
lem Fo ren ingen og K jøbenhavn, mellem det
provinsielle og det kjøbenhavnske. H an h a r g jort
det muligt, at Hø jskoleforeningen virkelig er
bleven »Kjøbenhavns Højskoleforening« De fle