KøbenhavnsHøjskoleforening

ste af os er jo ude fra L ande t og kan i og fo r

sig væ re flinke og r a r e Mennesker, særlig vi

fra Jy lland ; men d e r er noget tung t og træ g t

ved os, noget i vo r N a tu r og Opdragelse, som

vanskeliggør, at vi fø ler os h jemm e i K jøben-

havn. Vi h a r saa ond t ved at føle K jøbenhavn

som vo rt H jem , selv om vi blev dens fastboende

Borgere. Holm er fød t K jøbenhavne r. Med den

Udvikling, h an h a r faaet, hvo r det daarlige kjø-

ben liavnske er gaaet tab t og det virkelig gode

e r beho ld t, h a r h an b ib rag t Fo ren ingen det kjø-

benhavnske H jem lighedspræg, som vi ellers

m aa tte savne.

Med disse rige Æ vne r i Fo rb inde lse med

Vilj en til at g jøre dem gjæ ldende h a r Holm

kunne t ud re tte det fo r Hø jsko leforen ingen , som

h an h a r g jo rt, og derigennem fo r hele Hø jsko le

sagen.«

Holm gengiver i Dagbogen sin Tale fo r F o r

eningen ved Stiftelsesfesten i 1898 saaledes:

»H a ra ld H o lm

ta lte fo r foreningen. H an

modtog en gang i sin studen te rtid et brev fra en

jæ vna ld rende ven, d e r begyndte således: »Idag

e r jeg 20 år. Men hvad h a r jeg udrettet!« Det

v a r et ud try k fo r den stemning, d e r jævnlig

g ribe r ungdommen, n å r den samm en ligner det

meget, som den tilstræ be r, med de t lidet, som

den ud re tte r. Og en lignende stemning kunde

vel gribe fo ren ingen idag. Th i — som det frem

g å r af den tryk te be re tn ing om de fo rløbne 20

å r — h a r foren ingen tilstræ b t noget virkelig

sto rt, men kun nået så lidt deraf. Og dog h a r