40 / 104
37
det v a r til T ide r ligesom d e r hvilede en ond
Skæbne over Københavns Højskoleforening. En
haab løs Mangel p aa Støtte og In teresse fra
Kredse, som m an kunde have ventet vilde hjælpe.
Ingen T ilslu tn ing , kølig Afvisning, Skepsis og
Vrangvillie baade h e r og der. Og saa de stadige
økonom iske Vanskeligheder. Ko rt sagt en Op
hobn ing af alle mulige Børnesygdomme, som
truede med at ødelægge Foren ingens unge Liv.
Det v a r da ham frem fo r alle andre, de r
m aatte bæ re Dagens Møje og Slid, skaffe F o re
d ragsho ldere, Medlemmer og Penge, selv tale og
underho lde , n a a r ingen anden vilde, og saa sam
tidig bevare H um ø re t og Sindsligevægten, n a a r
Stemningen i det Hele taget gled ned und e r Nul
punktet.
H an kunde det, fo rd i h an aldrig slap T roen
og H aabet og trod s Modgangen beho ld t det lyse
Sind.
Rimeligt er det dog, at d e r h a r været Øje
blikke i han s Liv, hvo r det kneb med at holde
H um ø ret oppe, kneb stærkt. Heldigvis havde
han d a én ved sin Side, som aldrig svigtede ham,
men blev ham en fo rstaaende Støtte, som hun
var det i al han s Gærning, og hun tog sin rige
lige P a r t af de m ø rke T iders Tryk . Det var
hans H u stru
Gudrun H o lm .
De to Menneskers fælles store Arbejde blev
nu ikke altid tilstrækkelig værdsat, og ofte blev
de Genstand fo r en u retfæ rd ig K ritik, som til
T ider ikke und saa sig fo r næ sten at give dem
Skylden fo r den Modbør, Fo ren ingen saa tidt