46 / 104
43
den alligevel n åe t adskilligt, som den h a r grund
til at glæde sig over. Vilde m an spørge taleren ,
hvad h an i sin tid havde villet med Højskole
foreningen , kunde h an om tren t svare som Kold,
da m an spu rg te ham , hvad h an vilde med sin
højskole. Kold svarede: Da jeg v a r 20 år, læ rte
jeg at elske m in Gud og m it folk. Det var det,
jeg gæ rne vilde læ re andre.«. Og på samme
måde kunde Holm sige: Da jeg var omkring de
20
år, blev jeg grebet af det kirkelige liv, de r
rø rte sig i Vartov frie menighed, og det folke
lige liv, som havde sine b ræ ndpunk te r p å landet
i hø jsko le rne og i København i »Danske sam
fund«. Det kirkelige liv b lom strede videre i Var
tov, i Valgmenigheden og de and re grundtvigske
men igheder i København. Men det folkelige liv
i »Danske samfund« sygnede hen, da den stærke
politiske kam p delte folket i to kæmpende lejre
og tilslø rede det, d e r bu rd e være fælles fo r alle
danske. D e rfo r prøvede vi i Højskoleforeningen
at holde ilden fra »Danske samfund« vedlige, at
bevare det folkelige liv, den folkelige sang og
den folkelige oplysning, til d e r op r and t bedre
dage fo r den. Da ta le ren kom hjem fra sit fø r
ste besøg p å vore hø jsko ler, samlede alle hans
ind tryk sig i en d røm , hvo r h an hø rte de danske
digteres sange tone fo r sit øre, så det trav le men
neskeliv udfo lde sig både herh jemm e og i de
fremmede lande, men navnlig også fand t sin
plads p å den vældige myretue, som menneske
slægten er i fæ rd med at opføre. I overens
stemmelse derm ed havde h an ledet Højsko lefor