KøbenhavnsHøjskoleforening

v a r selve den o rig inale Komedie saa sindssvag,

at Revolten vist heller ikke virkede fo rs ty rrend e

fo r Pub likum i kendelig Grad.

Ved samme Lejlighed v a r d e r næ r in d tro f

fen en anden Kalam itet. Ved Stykkets Begyn

delse sku lde m an bag Scenen h ø re en 'H a rm on ika

ud fø re Melodien »En Sømands B rud h a r Bølgen

kær«, og den engagerede M usikd irek tør havde

lovet at sende en Mand, d e r kunde k la re denne

musikalske P ræ sta tion . Manden mødte ogsaa, 5

M inu tter fø r Tæ ppe t skulde gaa op, rned In s tru

mentet. P a a Fo respørgsel, om h an nu kunde

spille Melodien, erk læ rede han , at h an ald rig

fø r havde ha ft en H a rm on ik a i sin H aand , »men

det er vel noget, m an kan lære,« tilføjede h an

beroligende.

Heldigvis v a r d e r im id le rtid en tilfældig T il

stedevæ rende, som magtede det vanskelige In

s trum en t og saaledes i sidste Øjeblik reddede Si

tuationen .

T rod s sin beskedne yd re F rem træ d en og p aa

flere M aader noget iso lerede Stilling blev Køben

havns Hø jsko lefo ren ing dog et aandelig t B ræ nd

p unk t i Hovedstadens Liv, en stille Magt, d e r

h a r hav t sin Betydning ikke b lo t som H jem

sted fo r Mænd og Kvinder, der kom fra g rund t

vigske Kredse, men tillige som et godt T ilflugts

sted fo r mange and re , d e r følte sig h jem løse i