KøbenhavnsHøjskoleforening

foren ingens Skæbne, h an som form ede dens Liv,

førte Skibet gennem S torme og farlige Skær,

ho ld t F an en hø jt, n a a r Modet svigtede hos an

dre, blev ved med at arbejde og blev aldrig træ t,

indtil Komm andostaven efter de mange og lange

Aars Kampe fald t ud af hans H aand ved det

Skel, som Døden sætter. Enhve r ved hvem jeg

mener. Det er:

H A R A L D HOLM .

Jeg hu sk e r det, som v a r det igaar, den første

Gang, jeg saa ham . H an kom farende ind ad

Døren som en Raket. Ung, spænstig, ivrigt ta

lende saa med den og saa med den. Om P lan e r

og Foretagender. Om det, d e r skulde gøres og

udrettes, baade med Dit og Dat, alt som Øjnene

gnistrede, og han s glade, friske L a tte r lød. Saa

et Slag om k ring i Lokalerne, et Ord h e r og et

Nik der. Ud igen og ned ad T rappe rne , pilende

henad Gaden, med den hø je H a t kækt tilbage

kastet og K appen flagrende i den susende Fa rt.

Der v a r noget af et Aprilsvejr over H a ra ld

Holm. J a ikke saa lidt endda. Noget af Fo r-

aarstidens gæ rende Uro, dens friske Brise over

Land og Sø og saa dens lysende varme Sol, n a a r

Skyer spredes og S tormen gaar til Ro. —

Københavner v a r han og af det reneste Vand.

F r a Fødselen fo rlene t med Hovedstadsbarnets

bedste Egenskaber. Det mun tre, lyse Sind, Spæn-

stigheden og Livsglæden. Dertil Udveen, den

dybe Længsel b o rt fra S tenørkenen og ud