56 / 104
53
»Drik kun, d rik kun, F lasken h a r ingen Bund«.
(»Ingen Mund« vilde m aaske have lydt mere
ko rrek t.) — Ude i Kulissen stod Sm inkøren og
lyttede til den unge Mands Sange og sagde med
Kenderm ine: »Han er flink, h an er flink!« Og
han viste sig jo senere at være re t flink baade
paa de danske og de evropæ iske Scener, men
sine første d ram a tiske L au rbæ r i København
vand t h an uden Tvivl h in Aften i Københavns
Højskoleforening.
Ved Fæ llessp isn ingen ta lte
H a ra ld H o lm
for
Skuesp illerne og sammenlignede Foren ingen med
en af de »Omnibusser«, som F røkenen i »Abe
katten« v a r saa bange for, og udb rag te et Leve
for alle dem, d e r denne Aften havde b idraget
til at fylde denne »store, uanstændige Kasse«. —
A nna Bang ,
d e r havde spillet den kalkunske
F røken , udb rag te et Leve fo r Holm som Omni
bussens faste »Konduktør«.
Nu gik d e r over et Aar, inden m an igen bød
paa »Komedie med Rundtenom« i W ittmacks Lo
kale, nem lig d. 1. F eb ru a r 1889, og jeg var den
Gang ikke b lo t p aa Scenen, men ogsaa Medlem
af Festkom itéen, om hvilken Holm skriver:
»De løste deres Opgave p aa en Maade, der
vil bæ re deres Navne til de seneste Slægter. I
Følelsen af Højsko leforen ingens bæ rende K raft,
vilde Kom itéen gøre noget »stort«. Den søgte
først at sæ tte H o strup s »Eventyr p aa Fodrejsen«
i Scene og de re fte r Heibergs »De uadskillelige«.
Det lykkedes ikke; men Komitéen gav ikke tabt.
Den gennempløjede hele den danske og norske