KøbenhavnsHøjskoleforening

ningerne, hvis svulmende Tragediespil nylig-

havde vak t Begejstring i København, og hvis ru l

lende »Rache und Liebe und Raserei« endnu

genlød i m it Øre. — Mit bedste Smykke var en

prag tfu ld , hvid S trudsfjer, som F ru Holm havde

laan t mig til m in Baret. (Samme F je r fik des

væ rre sit »Knæk« nogle Aar efter, da jeg atter

laan te den som »H jerterknægt«.) — Men lige fo r

inden, jeg skulde ind og vilde lægge Guitaren

fra mig, fald t denne ned og knustes og maatte

ynkeligt samm enb indes med Sejlgarn, et Uheld,

der satte mig i den fo rnødne tragiske Stemning.

Olga F r e d e r i k s en

stod mig trolig bi som den

skønne, smægtende Gelsomina, og

H e ro ld

stod

ude i Kulissen og akkompagnerede mig til »Livet

er altid skønt«. Holm skriver, at E lsk e rp a rre t

spillede i den re tte store, trag iske Stil, og at

So fu s Madsen Mygda l

spillede G rosserer Haber-

bu tte r med »rystende Værdighed«. — Publikum

fo rho ld t sig ro lig t modtagende unde r de første

svulstige Scener, men da Fæ stem and Munke be

gyndte at raab e nede fra T ilskuerp ladsen , og

Bestyrelsesmedlem

And e r s H e lm e r

med bistre

Miner skred ind, opstod de r almindelig Tumult.

Man re jste sig og vendte Ryggen mod Scenen,

skubbede med Stolene, lo og skreg imellem h in

anden, og et P a r H e rre r tra k af med Munke

hen mod Døren, men d a saa Vaskerkonen, Ma

dam Smeld, oppe fra Galleriet begyndte at kagle

om den jj^dske Student, Hundehvalpen og »den

lille«, vidste m an hverken ud eller ind, om det

va r Spøg eller Alvor. — Enkelte, der havde lagt