KøbenhavnsHøjskoleforening

vi ikke det P rinc ip , som en berøm t Oplæser af

Wessels Sørgespil nu bruger, at k a rrik e re Kar-

rik a tu re rn e , men spillede fortrinsv is i det, Mette

kalder »den hø je Stil«, med fuld Pathos, af

b rud t af momentvise Fald fra K o thu rnen til

Sokken. — Vi spiste med T ræ skee r af den Skaal

gule Æ rte r, F ru

H o lm

havde kogt til os, og stak

os med et b lank t Skoho rn p aa forskriftsmæssig

Maade.

P aa Væggen i Baggrunden af Scenen var op

hængt et Maleri af Simesen, forestillende et gen

nem bo re t H je rte med en høj, m u ret Skorsten,

gennem hv ilken Røg og Luer slog ud.

Holm sk river: »Skuespillernes Lune og frem

fo r alt de kostelige A rier, der til Dels blev sungne

paa de oprindelige, hø jst kuriøse, men smukke

Melodier (af Scalab rin i) satte Pub likum i den

rette Stemning. L a tte r og Bifald fulgte Spillet

helt igennem og ku lm inerede i Slutningsscenen,

da sam tlige agerende efter at have sty rket sig

af Skaalen med de gule Æ rte r stikker sig og

dør. Da Tæppe t und e r Bifaldssalver gik op igen,

rejste de døde sig halv t op og nikkede gemytligt

til Tilskuerne.«

»Kærlighed uden Strømper« fik et lille privat

E ftersp il, de r passende kunde kaldes »Kærlig

hed uden Buxer«, th i da Kostumerne Dagen efter

skulde afleveres, manglede Skrædderens Buxer

og va r trods megen Søgen ikke til at finde.

Eh renp re is vilde da, ihukommende Replikken

»Søg med Alvorlighed« aabne den berøm te Kiste,

men Mette fo rbød ham streng t at rø re ved den,