158 / 190
155
ders B etragtning over
Knut Hamsun,
Sk and in a
v ien s største, nu levend e Geni.
Han opdagede h a m lig esaa lid t som han op
dagede nogen a f de andre; han er endda ikk e
endnu frem k omm en m ed nogen Anerkendelse a f
ham . Dog, denn e vil indtræ ffe; R y og G enialitet
falder fo r Brandes samm en . Kun e e n Bog a f
H am sun har Brandes om ta lt (»Am erikas A and s
liv«) og dette endda dadlende. For H am sun s Me
sterværker, for »Sult«, den F ortæ lling, der i 1890
brød h elt n y Baner i L itteraturen, for »Pan«, for
d en geniale, fu ld k om n e »Benoni«, har han ikk e
et Ord tilovers.
Sveriges største Lyriker endelig,
Gustav Frö-
deng,
citeres a f Brandes i to Artikler, skrevn e m ed
m ange Aars M ellem rum , den en e er paa tre, den
anden, i An ledn ing a f F röd ings Død, paa een Side.
T il C itaterne er kn y ttet en a lm ind elig Ros,
intetsigend e, bare høflig. Men Brandes har der
m ed m en t, at han s Ære som Kritiker er frelst.
F röd ing er nu b lev en nævn t a f ham , lig esom D in
gelstedt, V iggo H olm , Æ sk y lo s og de japan sk e
D igtere er b ievn e det. Hans P ro teu sna tu r er sa n
delig i Stand til »at favn e alt og fa tte alt« (D igtet
»P roteu s«). Fröd ing, den m y steriø se, den grub
lend e, den berøm te V irtuos i at to lk e alle Sjæ le
rørelser, faar endda et godt, borgerligt Ord som
Gravskrift: »En stor F rem tid syn tes at aabne sig
fo r ham , m en det kom anderledes«.
D et kom ikk e and erledes. F röd ing glemm es