156 / 190
153
Er det, fo rd i det var den samm e Jamm er, h v o r
under Du led, hvo rm ed jeg kæmper?«
Saavel de Kvinder, som de H jem , Bangs Kunst
giver os, er triste, bekym red e, m ed lav H orisont;
de er im id lertid dan ske nok ; var det id etm ind ste
ind til for faa Aar tilbage.
H vorledes opfatter Brandes H erm an Bang?
H an opfatter ham sletikke; han had er ham kun.
Han ofrer ham fø rst saa sen t som i 1901 fem Sider;
m en s han ofrer det firdobbelte paa Journalister som
Otto B en zon og W ilh . D in esen og hy ld er d isse i
sup erlativisk begejstrede Ud tryk . D og er det lid et,
han skriver om Bang, tilstrækk elig t til at røbe
han s Haan. H an gør ikk e et en este F o rsøg paa
at give en Karak teristik af Bangs Væ sen eller
D igtning. Bangs b etyd eligste Bøger om ta les ikk e.
Kun »Det graa Hus« og »Det hv id e Hus« b eteg
nes som »læseværdige«. løv rig t erk læres B ang fo r
»følevorn og sær«.
Kunde Brandes m aa sk e ikk e tilgive, at Bang
sietingen Im pu lser m od tog fra han s F o re læ sn in
ger, gan ske negligerede han s F o rsk rifter og h e n
tede sin In sp iration , sit S tof dér, hvor Brandes
nægtede at noget fand tes: — i Fo rsagelsen? Bang,
der altid høfligt om talte Apostlen fo r den fri
T anke og den fri Kærlighed, b lev a f denn e fo r
agtelig defineret som et H oved m ed m idd elgod
F ruen timm erforstand .
L igesaalid t som det er lyk k ed es Brandes at