152 / 190
149
skreven a f en Fritænker, fand tes der jo ing en
Prob lem er under D ebat i den; d isse P rob lem er,
som Jacob sen udtalte, at han var saa hjæ rtelig
ked a f at se b ehand lede.1 Ja cob sen tilhørte ikk e
noget Parti og m en te, at Brødrene Brandes led ed es
a f en in stink tstæ rk Trang til at slaa et Slag for
den jød iske N ation ,2 og at de gan ske fa lsk i ham
saa en Fæ lle, der vild e propagandere fo r A te
ism en.
Og han m en te rigtigt. Skønt Jacob sen selv
erklærede, at det væ sen tlige ved »N iels Lyhne«
var »Sk ildringen af P ersonerne deri som dan ske
i Karakteren, h elt dan ske paa alle P unk te r« ,3
og at det fritæ nk eriske kun var taget m ed som
nødvend igt for F orstaaelse a f M ennesk ene,4 saa
hævdede Edvard Brandes i sin bedre V iden, efter
Jacob sen s Død, at denn es D igtn ing ikk e var Kunst
for Kunstens egen Skyld , m en at Ja cob sen ten-
d en siøst vilde fo rp lan te Læren om G udløshed ens
Ide for Sam tid og E ftertid ,5 og Georg Brandes
m ener i sin »Gennembruddets Mænd« at være
klar over, at Ja cob sen i »N iels Lyhne« har v illet
skildre en Fritænker, som en Fritænk er i k k e
sku ld e være. Saaledes b lev ogsaa denn e D igter
1
Brev til Edv. Brandes 16—12—84.
2
Brev til Edv. Brandes 4—12—80.
3
Brev til Edv. Brandes 4—12 —81.
*
Brev til Edv. Brandes 27—1 1—77.
5 Edv. Brandes i Forordet, p. LII, til: Breve fra J. P. Ja
cobsen 1889.