147 / 190
144
Genier en ten prim itivt som en h ero isk brutal
Kraft (Grundtvig, Joh. V. Jen sen ), eller den bøjer
som hos
I. P. Jacobsen,
vor m est sjæ lfu ld e D igter,
hen im od det drømm ende, forsagend e og asexu elle.
Nogen ud v ik let M asku linitet aabenbarer han
ikke. Om sit Sprog udtaler han , at det er b eslæ g
tet m ed H. G. Andersen s ved San sen fo r Nuancer,
ved sin B lidh ed og lette Ironi, og han s Væ sen b e
sidder det elskvæ rdige i Andersens og Bangs, til
sat m ed værdig, b esk ed en Optræden og L y st til
Betragtning, noget, han s F legm a og Sygdom u d
vik lede. Han kalder sig en lan g som F y r, et
Dovendyr, »i hv is Aarer B lodet flyder trægt«. Han
fø ler sig m ed sin »nordcimbriske T yngde skabt
til at drive«.
Trods sin tærende Sygdom , trods U forstaaet-
hed i H jemm et og kun en jævn A n seelse i en lille
Kres a f Bekendte, er Jacob sen dog aldrig k la
gende. Og saa lid et optaget er han af sit eget Jeg,
at han dør ud en v istn ok at ane, hvor betydeligt
et Geni han er. H an er en drømm ende Natur,
hvem Tæ nkn ing gør m elank o lsk . E n Drømm er
kaldtes han som ung a f sin Moder, og han b e
kender selv: »Jeg ved ikk e, hvad det er for noget
sygt D rømm eblod, jeg har faa et i Aarerne«.
Næ sten alle D igtene i han s første P o esier er
D rømm esyner og D rømm eidealer. Og h an s eget
Fo rho ld til L ivet er D rømm eren s. Ja cob sen paa-
staar vel, at h an elsker at rejse, og den første
Dag i Udlandet kan han udbryde: »Rejse, det er