143 / 190
140
det bekvemm e. U dh o ld enh ed og T ankean spæ n -
delse kender vi ikk e (m en vel S tæd igh ed ), derfor
er vor Kultur m ateriel, vor C ivilisation stor, vort
Aand sliv letfa ttelig t for alle.
Men ved den Ligevægt, vort Sind besidder,
ved den tak tfu ld e Skyhed , hvorm ed v i tilslører
vore in tim e F ø lelser, ved det Islæ t a f D rømm eri
og H ang til Betragtning, som findes i vor N øg
ternhed, røber v i os som en N a tion m ed stærk
æ stetisk Sans, m ed Anlæg for N yd else. D og atter
her straks en Begrænsning. Vor N yd elsestrang er
i sin e Fordringer besk ed en , tilfred sstilles v ed U n
derho ldn ing og Velvære, og i vor Æ stetik er
Grundtonen Idyllen.
Og som F o lk et dets Sprog. Mens T y sk giver
Udtryk for den store P a to s, de dyb e F ø le lse r og
Tanker og den barsk e D iscip lin , er D an sk bor
gerligt, skæm tefu ld t, fortroligt og hygg elig t. — I
sin Kraft kan det nærm e sig B rutalitet, i sin F in
hed b liver det let k lynk en d e, sen tim en talt.
Fo r det højtid elige derim od m angler vi Ord
og Ton efald . Hvor let k linger ikk e i vor Mund
den stærke B egejstrings U dtryk fa lsk e eller
kom iske! D ette at D an sk har, hvad K ierkegaard
kaldte »en liv sa lig Forkæ rlighed fo r M ellem tan
ker«, »for S tem n ingen s Sm aa snakk en og Over
gangen s N ynn en« , altsaa for det hverdagslige,
bevirker, at det ogsaa fortræ ffeligt egner sig til
Ordspil. Som i K ierkegaards Skrifter — eller blot
han s Overskrifter, hv ilk en Sm id igh ed i Sæ tnin