141 / 190
138
renze, den Dag han sku ld e vend e tilbage til det
D anm ark , som han havd e ud set til sit Offer, det
m od Dan skerne had fy ld te D igt »Finis« og n o te
rer: »Hvor vem od igt at tilhøre et v ist F o lk lid t
nord for T y sk land og v est for Sverige, hv is største
Aander er en gamm el, satirisk H istorieprofessor,
der ikk e mæ tter Sjæ len m ed noget skønnere end
Peder Paars og en sm uk , korpu len t E tatsraad ,
der gav os et H elteid ea l i Axel T h o rd sen og et
K unstnerideal i Corregio, m en s han ikk e saa andet
i M ichelangelo end en dygtig Bu ldrebasse. I dette
D anm ark v il jeg b live ned tryk t og m elank o lsk ,
udgive daarlige Bøger og b live skæ ldt ud for det
lid et gode, der findes deri, og naar det hænder
m ig en Gang at b liv e rost, v il jeg kn ib e m ig i
Armen og spørge m ig selv: Har jeg sagt en D um
hed« .1
Og det hændte h am ikk e b lo t at b liv e rost og
tiljub let i dette Land, hvo r han »bar B y rd en at
være det ærbare, dan sk e F o lk s »U sædelighed«,2
i den By, hvo r han endnu 1887 trods sin e B e
stræbelser ser »A andløsheden dom inerer«.3 Aldrig
kend te han den Længsel som dan ske D igtere, selv
de a f os m est forfu lg te, i Ud land et har fø lt efter
D anm ark ; m en rigtignok ogsaa, ford i dette D a n
m ark var deres Fædreland .
H vilke dybe og oprindelige F ø lelser det eg en t
1 Levned II, p. 35.
2 Bd. 11,
p .
78.
3 Levned III, p. 217.