138 / 190
135
Tale paa Møen 1904 erklærer: »Begejstringen fo r
Fædrelandet er stor ho s alle F o lk . Der er in tet
F o lk , som jo ikk e tænker højt om sig selv. Det
er viseligt indrettet saaledes, ellers kund e F o lk et
ikk e trives. E n natu rlig Form for P a triotism e er
ogsaa den at prise sit F o lk , b esyn g e dets B ed rif
ter, forherlige dets F o rtid« .1
H vilken Brandes skal vi tro? Det er jo ikk e
U d talelser fra forsk ellige T id srum , m en ved fo r
sk ellige Lejligheder? Er den Brandes, som fa n a
tisk bekæm per K ristendomm en s Udbredelse, h a
der M issionærerne som »uordholdne«, »P eng ea f
pressere«, »ligesaalidt fremm ed e fo r P lynd rin gen s
ædle Kunst som for M ordets«,2 den sande, eller
den Brandes, der forarges over, at »de religiøse
Boere, der bad og sang hver Morgen«, ska l gøres
til Englændere,3 og over, at det forbyd es en P ro
fesso r i Prag at udbrede det n y T estam en te paa
R u th en sk« ,4 eller den Brandes, der spotter F ich -
tes patriotiske T aler til F o lk et som »lurende ger
m an sk N a tion a lh ovm od «,5 eller den, som ly k ø n
sker P o lakk ern e til deres »dybe, glød end e P a
triotism e«, og Sønderjyderne til deres Kærlighed
til Fædrelandet? 8 Om en a f de Nationer, der nu
1 Bd. 15, p. 443.
2 Bd. 17 (»Missionærer«).
3 Bd. 17, p. 57.
4 Bd. 17, p. 30.
5 Emigrantliteraturen 1872, p. 291—92.
6 Levned III, p. 108—09.