142 / 190
139
lig er, det dan ske F o lk stadigt har saaret ho s
Georg Brandes, kan m an ikk e b live klar over, og
desværre har han aldrig evnet at give en K arak
teristik af dan sk Aand, saa at vi derigennem
kunde erfare, hvad i os der irriterede ham i saa
høj Grad, sid en vi er ble ven den en este Nation ,
han ikk e har været bange fo r at hund se? Skulde
det være, ford i vi var en estaaend e taa lsomm e og
m anglede Mod til at sige Sandh eden om ham ? I
ethvert T ilfæ ld e ramm er os næppe de Erfaringer,
han fortæ ller, han har faa et af vor B efo lkn ing s
Sjæ leliv og som h an m en er ikk e findes i D rach -
m ann s Sk ild ring af os: »Den haarde E g enkæ r
lighed, Grovheden og R aahed en, den h en sy n slø se
Pengekærlighed« J
Saa lig egy ld ig t var det Brandes, om det F o lk ,
han v ild te revoltere, afgav Jordbund for han s
L iv san sku else eller ikk e, at det aldrig fa ld t ham
ind at spørge sig selv, om her var B etingelser til
stede for den. B etin g elsen for at ødelægge os og
selv v inde frem var tilstede, og dette var ham til
strækkeligt.
Betragter v i det dan sk e F o lk s Væsen, saa er
det forb eho ld en t jævnt, som Landet er det. Som
Kontrasterne ikk e er mægtige i den fred elige,
dan ske Natur, er de det h eller ikk e ho s B e fo lk
ningen. Vore F ø lelser er hv erk en v o ld somm e
eller dybe, snarere træge og forsagte; vor In te lli
gens er virk som , m en kortsyn et og kun rettet paa
1 Bd.
III, p.
101
.