139 / 190
136
har m istet deres Fædreland, fik dette igen, vild e
sikkert samm e Brandes haan e dens N a tion a lfø
lelse. Brandes, der paastaar, at han fra Barn
a f nærede en gamm el U vilje m od T y s k la n d 1
og af H jærtet var Skand inav, og som un g in tet
højere øn sk ede, end at b live en god Soldat,2
har alligevel ikk e kunn et sk ju le, at han befand t
sig bedst i de Kredse, »hvor«, siger han , »man
var ganske ud en R eligion og Fædreland eri«,3 —
eller hvo r han var samm en m ed Mænd, som i
W arschaw F ø reren fo r »den fritæ nk eriske og for
alt Fædreland eri frigjorte U ngdom «.4 Vi forstaar,
at h an har lev et op i W ien s og B erlin s lib era l
jød isk e F am ilier m ellem sine V enner Sim son s,
Lazarus, Meyer, B ernstein, Loeves, Lasker, Le-
w in sk y og Salom on. Det er jo særligt under sine
Ophold ud en for Danm ark , at det b liver ham klart,
hvor dumm e vi er. Han undgaar alle D an sk e,
m en roser o ffen tlig hv eranden Udlænd ing, han
passiarer med; om taler m ed høj Ros sin e d an sk
fjend sk e ty sk e Venner i Berlin , haan er de dan ske
Gesandter, han træffer i Berlin, F iren ze og Paris
og tænker kun m ed B itterhed paa D anm ark .
A llerede i 1874 bebrejdede Ju liu s Lange ham , at
han ved sine Udtalelser skadede D anm ark s An
1 Levnet II, p. 116.
2 Levned I, p. 137 og p. 164.
3 Levned II, p. 118.
4 Levned III, p. 108.