137 / 190
134
aandelige F y siognom i stadigt b liver m ind re n a tio
nalt,1 for et Par Aar efter at erklære: »Fædre
landeriet i de fleste a f Evropas N ation er er nu
vok set til en saadan Højde, at i ethvert Land er
det at tilhøre dette F o lk , b levet det fineste paa
Jorden«.2 Brandes fo rglemm er her et Ø jeblik sin
egen Forgud else a f det jød isk e F o lk . Ja, han er,
hvor S ituation en indbyder dertil, overbevid st Race-
Dansk. I en Tale i Christiania 1903 b ekender
han: »Vi D an sk e kan ikk e b live Pangerm aner,
saalænge T y sk ern e m ishand ler vore L and smæ nd
h in sid es Grænsen«.3 Vi D anske, der lod os d ik
tere, snart Evropæ ism e, snart N a tion a lfø lelse og
a ltid Jødedom a f en Mand a f h e lt fremm ed Race,
fik af samm e Mands Mund at høre, »at Sk and i
nav ism e logisk m aa føre til Sym pati fo r h ele R a
cen s Samm en smæ ltn ing, en Slags Gotogerman-
ism e. Idet vi søge Støtte ho s F rank rig, bærer vi
os ad som P olakkern e; vi h env end e os om H jæ lp
til en fremm ed Stamm e«.4 B rand es’ L^st til at
udvide v o r N a tion a lfø lelse fører h am til at raade
os til at opgive »vor nu næ rm est nom in elle U a f
hængighed, for at b liv e et engelsk K ron land«.5
Brandes kan dog ogsaa svinge sig op til det af
ham selv fordøm te Fædrelanderi, hvor han i en
1 Tilskueren.
2 Bd. 18 1908,
p .
432.
3 Bd. 18,
p .
450.
* Levned I, p. 387.
5 Bd. 18, p. 360 og 372.