132 / 190
129
Mon Brandes stadigt tror paa sin V irk eligh ed s
sans? Mon ikk e K endsgerningerne fo r tyd elig t
viser ham , at d isse religiøse Strømm e var nu som
de var altid, ogsaa i A ntik ens og R enæ ssancen s
T ider — m en s Døgnbevæ gelsen ene tilhører ham ?
Mon ikke han snart kan opfatte sig selv som Me-
fisto, »der Geist der stets vernein t«, m en Mefisto
fra Fanstdram aets anden D el — : sted se spagere i
sine Protester, sted se m ere vigende og m ed u v il
lig e Grimacer og Gebærder m od sin Sam tid og
m od T id en der komm er?
K. Sim onsen: Georg Brandes.
9