127 / 190
124
Brandes bortlyver K ristendomm en s mægtige
Opsving netop i Rom an tiken (Grundtvig ek sisterer
saaledes slet ikk e for ham ) og dens Vaagnen i
»Sturm und Drangtiden«, hvor Em igran tlittera
turen bliver til (Rousseau, Mme de Stael og Goethe
i »Werther« var alle religiøse). Om Goethes og
Schillers D igtn ing hedder det, »at den river sig
løs fra ethvert F orho ld til positiv R eligion«.1 Om
Novalis
kristelige Poesi, hv is Skønhed turde være
uom d ispu tab el, hedder det: »Mørke, Nat, Død, R eli
gion«, — »den uhyggeligste, m odbydeligste R eac
tion«, endvidere: »Og hvad har N ovalis ud a f det
hele? H vilket Foster op stod af h in en elskende
Guds og en ung, overrasket K irkes Om favn el
s e r ? « 2 — Kunst opstod deraf. Men Brandes vil
in tet vide af Kunst: »Novalis staar i den m est
polære Modsæ tning til alle ly se og skønn e Ideer
i T i d e n « , »han er b lind for T i d s a l d e r e n s
F r e m s k r i d t s b e v æ g e l s e r«.3 H v ilk en T id s
alder? — Jo, den lige begravne, R evolu tion en s,
som i n g e n Kunst frembragte, netop ford i
i den var alt socialt og politisk . H vorledes R e
volu tion en s F risind slu ttede af i Goldhed og Myr
derier, det fortier Brandes; om R om an tik en der
im od fortæ ller han: »den ender som en sand
H eksesabbat, i h v ilk en F ilo so ffern e spiller de
gam le Kjærlingers Rolle under Obskuranternes
1 Emigrantlitteraturen, 1872, p. 234, 259.
2 Romantiken i Tyskland, 1873, p. 216, 234.
3 Romantiken i Tyskland, 1873, do. Fremhævelserne af mig.