123 / 190
120
A lligevel mener Brandes, at han , der finder
P ietet latterlig, R esignation en Art H yk leri, A skese
unaturlig, og at Begreber som Godhed, Ondskab,
Evighed, U endelighed, Synd, Naade og Frelse
nærmest er Fraser — udmærket kan fa tte det
religiøse i Geniet og i Kulturbevægelser, ja endog
forstaa de religiøse Genier.
Vi har allerede set, hvorled es B randes’ fa n a
tiske R eligion shad forledte ham til at gøre en
Karikatur af D ostojew sk i, og hvor forsigtigt han
gaar ud enom mange m oderne D igtere, der er
stærkt religiøse. Han har ikke desto m indre sk re
vet en Artikel om
Jeanne d ’Arc
i et Ø jeblik, da
denne b lev aktuel ved Jubilæet for hend e. S e lv fø l
gelig berører han ikke m ed et Ord h end es F rom
hed. I sin Bog »Indtryk fra Rusland« m aatte
Brandes ofre nogen Kritik paa
Tolstoj;
endvidere
kunde han , a f H en syn til sin Fø rerstilling i D an
mark og sin T avshed om Grundtvig og alle vore
øvrige Salmedigtere, ikk e undgaa idetm ind ste at
udtale sig om
Kierkegaard,
der som filosofisk B e
gavelse ansaas for værdig til at kunne hav e paa
virket ham . Det er im id lertid saa alm enk end t, at
Brandes’ A fhandlinger om Tolstoj og K ierkegaard
hører til det ynk elig ste og om m u ligt m est m isly k
kede af han s Produk tion , at det at gaa ind paa
han s Behand ling af disse Forfattere kun vilde
blive en Gentagelse af den engang fæ ldede Kritik.
D en sven ske V iden skabsm and W . Rud in har