121 / 190
118
ligh ed at blive opfattet som en alvorlig, religiøs
Natur, ja maaske vil han finde det berettiget, om
vi antog ham fo r et religiøst Geni? D et gælder
for ham ogsaa i det religiøse Spørgsmaal at bringe
Forvirring i D efin itionen af hvad R eligion er.
Brandes’ B estemm else af det religiøse røber
im idlertid ikke, at han er Mystiker, trods sin
dunk le Tale, m en at han er Overfladeaanden,
Manden uden alvorlig Inspiration, Manden, der a l
drig taber sig selv af Syne, derfor h eller aldrig
kan tænke sig ind i andre og give et rent B illede
af Sandheden, Manden, der ganske er optagen af
sin egen V igtighed og Bedreviden, som er
ud en Ydm yghed og bestandig venter, at M enne
sken e alle skal falde ned og tilbede ham . Kun
en saa ub etydelig Aand kan fa stslaa som Sand
hed, at Religiøsitet er Begejstring fo r det, som
sk iftevis er paa Mode: de po litisk e, so cia le (dog
vel næppe ogsaa de kirkelige?) Rørelser. D a slige
Bevægelser for Brandes tillige betyder F rem skrid t,
erklærer han sans facon , at »Evropa nu hæ lder
til Frem skrid tets R eligion som den sid ste«,1 sam t
at der i H istorien ikk e gives nogen mere guddom
m elig Aand end F rem sk rid tets.2
Senere har Brandes opgivet enhver Tro paa
F rem skridtet, og skøn t N ietzsches O verm enn e
sketeori netop forudsæ tter en saadan Tro, har han
dog i Genidyrkelsen an skaffet sig en n y R eligion
1 Levned I, p. 77.
2 Forklaring og Forsvar, 1872, p. 48.