116 / 190
113
»Det er Dem , som har skab t det dan ske Sprog«.1
Men aldrig er i dan sk L itteratur skrevet b lo t halvt
saa m eget i et saa g lan slø st og u sikk ert Sprog.
Selvfølgeligt! Den, der gan ske m angler Sans
for T ingenes Samm enhæng, den, der aldrig var
lydhør for det ub evid ste L iv, for Sjæ lens M yste
rier og for den h emm eligh ed sfu ld e A tmosfære,
der overalt om giver os, han s Sprog m aa b live som
han s Forestillinger: p lat og nøgternt. Den, for
hvem intet er helligt, han ser T ilvæ relsen flad,
a lm indelig og bornert; han begriber kun de Vær
dier, alle kan begære, han accepterer kun som
Realitet, hvad Sanserne um iddelbart tager paa.
Men hvor m aa det ikk e briste en saa sjæ lløs F i
lister paa F orstaaelse af det in tim e i al Kunst,
som i al Religion.
1 Levned III, p. 123.
<K, Simonsen: Georg Brandes.
8