114 / 190
111
I ) , aldrig er han i Stand til at finde Ord for Æ re
frygt, Begejstring, H jærtelighed og V en skab, a l
tid derim od for Had og K lynken .
E vn en til m alend e Sk ildring savner han om
trent ganske. Hvad skal m an kalde et Sprog, der
inspireres til slige B illeder af G letscherne (1885):
Hvidt i Hvidt! Hvidere end det hv id este Hvidt,
Øjet før har set! Hundrede Gange hvidere end
Møens hvide K lint i Sol, hvidere end al Verdens
Møer og a lle Grækenlands Gudinder, hviler Glet
scherne heroppe i F rih ed en s H jem , hvo r alle
Sundhed sk ildern e rinder. E t Brev heroppe fra
burde være saaledes beskaffen t, at naar m an aab-
nede det, var det som aabenbarede G letschernes
hvide, straalende Kvindelighed sig for Læ seren og
som fald t der bløde, fløjelsagtige E d elw eiss og
fme røde A lperoser ud af Brevet«.1
E ller B illedet af en F lam lænderinde: »fin som
en Naal, slank som en Vidie, kok et som en Satan,
stille, sam let, ind sm igrende og fa lsk , besnæ rende
som en sød, altfor stærk V in«.2
Andre Skildringer sky ld es E fterlign inger af en
Forfatters Udtryk sm aade.
Det er J. P. Jacobsen s Prosa, vi genfinder
karrikeret, i B estemm elsen af Broderen Eduard s
Stil, hvor det hedder, at denne er »farvefattig, dog
ikk e graa, m en paa engang farveløs og m alerisk
som en sort Silkedragt er det, der slu tter nær om
1 Bd. 11, p. 172.
2 Bd. 11, p. 232.