118 / 190
115
en Slags »Mode« og for T id en som et D a n n elses
tegn, der dog ikk e ganske ud elukk er ethvert re
lig iø st B ehov, saa er de »liberale« Jøder altid og
overalt lige en s irreligiøse og stab ile i deres A te
ism e. B liver endog den troende Jøde af sin R eli
gion befordret i sin E rhv erv ssan s og er i sit T a n
k eliv sko la stisk og ab strak t-m atem atisk , saa er
hos den liberale Jøde V ind esyg en den a lt d om i
nerende, og han nærer ing en som h elst R espek t for
andres R eligiøsitet. D et b lo tte N avn M ystik er
ham latterligt, og Troen paa en and en V irkelighed
end den, vore Sanser om fatter, staar for ham som
ab solut Stupiditet. D eraf han s R eligion shad . Han
finder dette Had berettiget, th i det er fo r ham en s
b etydende m ed Had til Dum hed.
Der var ikk e m egen jød isk R eligiøsitet i B ran
des’ Barndom shjem . H an fortæ ller, at Faderen
aldrig besøgte Synagogen, og at Moderen var
Ateist. Allerede ved sin K onfirm ation havd e Georg
Brandes brudt m ed Jødedomm en , og var »paa
Post« m od Kristendomm en , der »afskrækkede«
ham som »Sagn« og som et »Sk raaplan«.1
Det virker derfor ejendomm eligt at høre
Brandes i sit »Levned« tale om sin e dybe, reli
giøse Kampe, og at han fø lte »Smærten ved Brud-
det m ed det overleverede« saa stærkt som
nogen. Da Jødedomm en, hvori han form elt o p
droges, aldrig havde betaget ham og m est bestod
i en Række Leveregler, som han hurtigt løsrev
1 Levned I, p. 57 og p. 119.
8*