124 / 190
121
ved sin Ud talelse om Brandes’ »K ierkegaard«, at
det i den frem for alt er Sjæ len, som er fjæ rnet
af K ierkegaards L iv og V irksomhed« 1 ram t alle
B randes’ E ssay s, enkelte a f han s U ngdom sarb ej
der undtagne: han tager L ivet af de Genier, han
behandler.
Og hvor fo rlokk end e m aa det ellers ikk e være
for en p syk olog isk Kritiker, der er A teist, at fo r
dybe sig i Søren Kierkegaard, Tænkeren, hv em
de Troende tager A fstand fra, og som ikk e kan
overbevise de Vantro, derim od skænker enhver
L itteraturelsker en u forb eho ld en kun stn erisk N y
delse! K ierkegaard udtaler i »Frygt og Bæven«,
at ingen R eflek sion kan tilvejebringe en B e væ g else;
og i K ierkegaards L idenskab og T rosiver er af
ganske samm e Grnnd ingen prak tisk Bevægelse.
Troen er ham i den Grad en Kunst og et In sp ira
tionsm iddel, en Tanken s D ialek tik , at han k ok et
terer m ed den som en Akrobat m ed sin g ym n a
stiske Færdighed. Saavel i R eligionen som i K un
sten befrier han sig fra det etiske. H avde K ierke
gaard levet under større Forhold , saa han s L id en
skab ikke var bleven forkrøblet, vilde h an være
lig Oskar W ilde, saa ab solu t gør han T roen og det
artistiske til Hjærnens Perversitet, til Lapseri.
Hvad har Brandes faaet ud af K ierkegaard?
Han bekender det selv i et privat Brev til N ietzsche,
nem lig, at han s Bog om K ierkegaard var en Slags
1 W. Rudin: Søren Kirkegaard, 1880, p. 6.