120 / 190
117
fand t jeg bekræ ftet, naar jeg saa ind i m ig
selv«,1 Anger eller Anelse om noget ophø jet u d en
for det m enn esk elig e eller Tro paa In ten tion og
paa T ingenes store Samm enhæng, end ikk e vist
Respek t for andres Om vendelse, saa v il dog h e l
ler ikk e dette kloge N yd elsesm enn esk e Georg
Brandes frak end es Religion. Tværtimod! Som
ung harm es han over, at F o lk slog Fritænkeriet
samm en m ed A teism en ,2 og belærer os om , at det
er h a m , Georg Brandes, som er religiøs og os an
dre, der ikk e er det. Han erklærer i et skøn t Sprog:
»Det er en staaende Sandhed, en Form el, som gæ l
der for alle T ider og Lande, at da sand R eligion
vil sige Begejstring for den levend e, nærværende
Aand og Ide, som Mængden endnu ikk e fatter, vil
den, der er op fy ld t af T idens levend e Aand, syn es
irreligiøs, m en være religiøs; den derimod, som er
op fy ld t af en forgangen , afdød T id s Aand eller
Tro, være i høj Grad irreligiøs, m en syn es og k a l
des religiøs«.3 Næ sten samm e F orm el ud taler han
i sin »Søren Kierkegaard« 4: »de i en aabenbaret
R eligions Mening m est religiøse Aander er de i
alm indeligere Forstand m est irreligiøse«.
Brandes, for hv em det religiøse end ikke
eksisterer som P roblem , syn es altsaa, m ed sit
evige baade-og, ikke at ville lukk e for den Mu
1 Levned I, p. 121.
2 Forklaring og Forsvar, 1872, p. 52.
3 Den romantiske Skole i Tyskland, 1873, p. 245.
4 Bd. 2, p. 364.