125 / 190
122
Stridsskrift, forfattet f o r a t h æ m m e K ierke
gaards Ind flydelse.1
Her har altsaa Hadet til Geniet ligefrem været
den inspirerende Kraft til at skrive en Bog om det.
Og igen angiver her et »for at« den an tireligiöse
T endens, og det ud tales som en Selvfølge, at der
end ikk e tilstræbes et F o rsøg paa en kun stn erisk
kritisk Betragtning a f den dan ske F ilo so f, skøn t
en saadan var ventelig, hvor enhver kristelig In
teresse var ud elukket.
Intet Geni nok saa religiøst kan faa Brandes
til at standse, tænke efter og kaste P enn en bort,
saafrem t en M indedag, et Jub ilæum eller and en
An ledning gør det aktu elt i Ø jeblikket. A lene der
for har han endnu ikk e forgrebet sig paa, op ly st
os om eller forsvaret Augu stinus, F ranz a f Assisi,
Pascal, Katarina a f Siena, Ruysbrock eller O rien
tens Mystikere.
D et stærke Ubehag, Brandes nærer overfor
alle geniale Naturer, især dog de religiøse, røber
sig m aask e m est i han s 6 B ind: H o v e d s t r ø m
n i n g e r . Vi har and etsted s om talt, hv ilk et
Vrængebillede han her har givet af en h el Ku l
turperiodes Sjæl, ved, hvor han ikk e skriver af
efter andre Forfattere, at forvand le D igtervær
kerne til Agitation for liberale jød isk e A n sku el
ser og til Sam fund spolem ik . Han gør desforuden
alle mulige F orsøg paa at forherlige A teism en og
nedrakke R eligionen i et T idsrum , hvor R eligionen
1 Nietzsches gesammelte Briefe, III Bd. I., p. 282.