130 / 190
127
D o stojew sk i, Tolstoj var alle religiøse, ligesom de
største bland t Malerne (Millet, Rou sseau , Burne-
Jones, R afaelli, Cezanne, v. Gogh) og K om pon i
sterne (Gounod, Cæsar F ranck , M assenet). Atter
her viste det sig, at det religiøse i Stedet for at
form ind sk e, i mægtig Grad forøger den p roduk
tive Kraft. Kun i »det unge T y sk land « , hvor de
liberale, jød isk e L itterater og Agitatorer dannede
Skole, tav L itteraturen; til Gengæld talte Jou r
na listik en og T end ensen .
Det var Brandes en Sku ffelse, at M enneskene
ikk e, saaledes som han ven tede det, dengang han
frem traadte, snart b lev u igenka ld elig færdige m ed
alt, hvad der h ed Religion, at T id en ikk e var »m o
den« til at hy ld e ham som A teism ens sejerrige
Profet. Det har været ham hø jst ub ehageligt at
han maatte tilstaa for sig selv privat, at h a n
stadigt var den, der saavel m anglede p syk o log isk
Sans som B lik for Kendsgerningerne.
Allerede som un g havd e han i sin Artikel om
Hauch kon stateret m ed den F rem syn tes S ikk er
hed: »For den, der er opdragen i en aabenbaret
Religions Forud sæ tninger, og hv em V iden skaben
ikk e har form aaet at befri, fører L id elsen her paa
Jorden ikk e til V irksom hed , m en til A fkald og til
Haabet om et H isset. E t Haab a f denne Art gør
im id lertid nutildags ingen til D igter«; og i 1883
skriver han: »Det Overnaturliges Parti raader ikk e
m ere i Evropas Skønlitteratur over en eneste
Pen« og i 1892: »Den en este L ivsbetingelse fo r