136 / 190
133
ven N ation en s H ersker — den, hvorom alle P a r
tier sam les i et ny t, an tireligiøst D anm ark . D els
endelig opfatter han teoretisk Fæ dreland skæ rlig
hed som en af de Fordomm e, de fri, evropæ iske
Aander har F o rp ligtelsen til at angribe, »thi«,
siger han, »Patriotism e er F o lk ets Beundring
for dets eget Land, en Opstand m od R evo lu tio
nen« ,1 dels end elig er han s Antipati en sb etyd end e
m ed Racehad. Brandes fø ler dyb t F o rsk ellen m e l
lem sit og vort B lod, og han er ikk e i T v iv l om ,
at han s Race, ford i den er langt m ere snedig,
p rak tisk og fo rstand skø lig end vor, er den ov er
legne.
Brandes’ Had er det rent p rim itiv t m idd ela l
derlige, der bunder i in stink tiv e eller religiøse
Fordomm e. Ukritisk had er han alt i os, lig esom
han ukritisk elsk er alt, hvad der er jød isk ; blot
benægter han som saakald t K osm opolit, at han
tilhører den jød isk e N a tionalitet, og generer sig
derfor ikk e for, naar han kan v inde derved, at
sk ilte m ed dan sk Patriotism e.
E ftersom nu Lejligheden er passend e, erk læ
rer han N a tiona litetsfø lelse, snart som Ind snæ v
ring, snart som Dyd. H an kalder P a triotism e en
Begrænsning a f F rih ed s- og R etfæ rd igh ed sb egre
bet; th i »som den fran sk e N a tion a lism e kun er
antigerm ansk , er enhver N a tiona lism e a n tisem i
tisk« .2 Han kon staterer engang, at N ation ern es
1 Reaktionen i Frankrig 1874, p. 54.
2 Om Nationalfølelse. Bd. 15 1901.