134 / 190
131
Støvets Aar, saa kund e d isse F ø lelser h o s ham — ,
skøn t han kun ved sit Sprog er D an sk — , godt
ud tydes som Kærlighed til D anm ark , dersom h an
havde været en s t o r Mand, stadig uk end t m e l
lem os, et Geni, der a ltid selv havd e m aattet b e
koste U dgivelsen a f sin e Værker, aldrig var b lev en
om talt i Pressen , endnu m ind re rost eller havd e
m odtaget noget ydre T egn paa A nerkendelse.
Saaledes gik det N ietzsche; th i han frem bragte
egne Ideer, egne og n y Vurderinger. D en Sm u le
Anseelse, han havd e vund et som P ro fessor, satte
han ganske til som G e n i . H ad efu ld t var derfor
i han s sidste Aar hvert Ord, han lod fa ld e om
sine Landsmænd. Han bukk ed e under, en som ,
forladt, overset.
Georg Brandes har ikk e skab t en en este o ri
ginal Tanke, og han s Maal var, som han selv har
bekendt: at b live berøm t og at nyd e Magtens
Sødme og L ivets Goder, kort sagt indka ssere V el
være og Anseelse. Han har da h eller ikk e m ød t
mere Modstand end, hvad der var en pa ssend e,
kildrende Rek lam e, og saavel de lib erale Jøder
som Dan skerne har h y ld e t ham lige fra han s
første Optræden. A f D an sk ern es B ifa ld har han
im id lertid vrænget, sam tid igt m ed han attraaede
det. Og han s Had til os er ikk e aftaget. D en Dag,
han som halvfjersaarig hædredes a f alle Landets
Autoriteter, de fleste P rofessorer og den sam led e
P resse, offen tliggjorde han i et dan sk, ty sk , norsk
og sven sk T id ssk rift »H istorien om Sorteper og
9*