119 / 190
116
sig fra, kan han s Krisis næppe have været fø lt
s a a dybt, som han v il give det Ud seende af,
især da han heller aldrig gribes af K ristendom
men. Vi forstaar bedre, at han irriteres over, at
D anskerne ikk e i en H aandevend ing kan aflægge
deres R eligiøsitet, th i han m ener ud fra sit eget
ringe, religiøse Liv, at Bruddet kan ske alene ved
Bortkastelse af de kristelige Dogmer. Han ser
ikke, at K ristendomm en var til, førend K risten
domm en ogsaa b lev noget ydre historisk , og at
R eligion ikk e er en sb etydend e m ed en po sitiv R e
ligion, endnu m indre m ed en Statskirke. Naar
derfor Brandes har haanet Præ sterne og troet, at
han i dem ram te Religionen , har han s Kamp
været m od Vejrmøller, og han vil stadigt op leve
at se R eligionen bestaa h elt uafhængig af K irken,
og aabenbarende sig i Buddha, P la to og Socrates,
i Pascal, Goethe, Em erson og Maeterlinck, ub e
rørt a f T id og Mode.
D enne Kendsgærning, at R eligionen a lligevel
ikke har ud sp illet sin Rolle, har Brandes først
faaet Øje paa i de senere Aar. Maaske har d es
uden en noget nærmere Betragtning af Geniernes
L iv vist ham , at Genierne er religiøse. V i kan
deraf slutte, at ogsaa Brandes v il k a l d e s reli
giøs. Skønt han atter og atter har bekæm pet
enhver Tro paa person lig Udød elighed og paa
højere Magter, skøn t han aldrig har v ist den rin
geste Forstaaelse eller Erkendelse af Sky ld fø lelse,
(han siger: »at jeg ikk e har Synd sbevid sthed ,