115 / 190
112
et ungt, kvindeligt Legem e, og i h v ilk et L y set fra
Lamper eller Lysekroner bryder sig«.1
Det er R em iniscenser af H erm an Bangs Stil,
hvor han i sit Levned tegner sig selv som Barn:
»Altid maatte jeg høre, jeg var b leg og tynd og
spinkel. B leg og tynd m ed et tykt, brun t Haar —
et vanskeligt Haar. D et sagde H aarskæreren Hr.
Alibert, der kaldtes Erré — Goddag Erré, Farvel
Erré. Og alle han s Svende, der dog var dan ske
nok, sagde, saa godt de kunde, ligedan — et v an
skeligt Haar«. Der er en Hvirvel oppe ved Issen,
som strutter, hvis han ikke bærer det h elt langt«,
sagde Hr. Alibert. A ltid hørte jeg sige, jeg var
bleg og spinkel, især bleg. F remm ed e F o lk saa
paa m ig og sagde: »Han er noget bleg«. Andre
sagde spøgende: »Han ser noget grøn ud i An
sigtet«. Og saa snart der taltes om m ig, hørtes
Ordet tynd«.2
At Brandes’ Sprog sjæ ldent er m a lend e og
mangler Komposition, og at han s D ek lam ation er
er kølige og æggende, har endvidere sin Aarsag i
det ringe Felt, han s Fatteevn e om spænder. N a
turligvis siger Brandes om sig selv: »Jeg er en
Skribent, der har Stil — m an vil erfare, jeg har
en ejendomm elig, m eget udpræget S til«,3 og han
citerer enV en s (Chr. Hages) m undtlige Udtalelse:
1 Bd. 3,
p .
120.
2 Levned I, p. 3
3 Politiken 4. Juli 1889.