111 / 190
108
D igtning, uden den viste sociale Tendenser, at han
senere spottede H. C. Andersen, hudflettede Inge
m ann og O ehlenschlåger og gjorde Grin m ed Gold-
schm id t og P loug.
For Brandes, — der allerede var paa Retur i
sin Udvikling, skøn t endnu ung, — duede intet,
som ikk e havde nyttige Form aal, brillerede m ed
polem iske Udfald og effek tfu ld e, an tik ristelige
Frihedsraab.
A llerede c. 1870 kund e Ju lius Lange skrive til
Brandes (13— 2): »Du har faaet en større og
større Smag for det brillante. Jeg synes, at der var
en Tid, da Du som Forfatter var m indre brillan t,
m en mere sand. Nogle af dine tidligere Arbejder
frem bød mere at tænke over, m indre at glo paa«.
Ja, det var T iden fø r Brandes b lev tredive
Aar. Sansen for det brillan te, det ak tu elle, det
journalistiske tog til, som E vn en tog af. Og havd e
denne Evn e hurtigt naaet sin Begrændsning, saa
var det m odsatte T ilfæ ld et m ed Præ ten sionerne.
Dog, hvor store Genier og hvor vid tstrakte Kul
turperioder Brandes end tog sig for at behand le,
af Journalisten b lev alligevel ingen Kritiker,
endnu m indre en evropæ isk Kritiker. Im ellem
han s Sam linger af Causerier bærer fire B ind T it
len
»Skikkelser og Tanker
«. De ind eholder im id
lertid ikk e eet Portræt, ikk e een Tanke, og de
revolutionære Tirader er nu blot som vaad t Krudt
stukne ind h ist og her. End ikke »Figurer og Ind
fald« vil m an kunn e døbe disse talrige, an ekdo