106 / 190
103
ældre Enke, selvfølgelig ikk e af Kærlighed.1 Da
han ikke havde H eld m ed sig som radikal P o li
tiker, gik han over til Torypartiet, for ved dettes
Hjælp at b live valgt ind i Parlam en tet. Han var
Praktiker og »paa Bund en Revolu tionæ r«,2 »fandt
det derfor klogest at gøre Følelser, han ikk e delte,
til sine egne, ford i han var en af F o lk ets L e
dere«.3
Brandes frem stiller endvidere D israeli som væ
rende uden Selvkritik, aldrig i Stand til at ind
rømm e Fejl, uden Fan tasi, religiøs frigjort, med
Evn en til at sm igre, af et rent voltairesk Vid,
pengekær, desuden begærlig efter at glimre og
efter at gøre stadigt n y Bekendtskaber m ed for-
m aaende Mænd. E fter han s »Venitia« at dømm e,
m ener Brandes, at D israeli ogsaa kunde have dre
vet det vidt som Kritiker, om han havde øvet sin
Evne derpaa.4 Sikkert har Brandes det K larsyn
overfor D israeli, som han tillægger denne i B e
dømm elsen af Orientalerne.5
Overfor Heine og Lasalle viger hos Brandes
enhver Kritik for Beundring.
Heinrich Heine
er
kristen fjendsk, hader Tysk land , er revolutionær,
Autoritetsfornægter og Verdensborger. Desuagtet
1
Bd.9, p. 356.
2
Bd.9, p. 324.
3
Bd.9, p. 302.
*
Bd.9, p. 383.
5
Bd.9, p. 455.