102 / 190
99
saren«, b ehand les endog person ligt m ed perfid
Foragt og O nd skab sfu ldh ed ,1 skøn t Goldschm id t
ikk e stod Brandes i Vejen. I den haarde og
u sande Dom , Brandes fæ lder over Goldschm id t
som M enneske og Forfatter, ud leverer han et B il
lede af sig selv, hvorim od han s Ord lid et ramm er
den ofte ypperlige Fortæ ller. D et hedder til Ek s.:
»For den, der ikk e har m eget at sige, er Fæ rd ig
heden en Frister. Th i selve T alen tet til at skrive
er, som O ldtidens Sofisters Talen t til at tale, ikk e
bund et til nogen Genstand eller Sag — det vil
glimre som noget for sig selv og er vittigt, m en
har ikke Lune«. Endvidere: »Han er ikk e d y b
sindig, han er aandrig, selv naar det, han siger, er
temm elig alm indeligt eller vel endog fladt og flaut.
Det klare Vand har tidt den flade Bund«.2
Otto Weininger,
den unge, u lykk elig e Tænker,
der i sit Værk »Geschlecht und Charakter« (senere
ogsaa i — efter han s Selvm ord udgivne — »Über
die letzten D inge«) fæ lder saa grusom skarp en
Dom over sin egen Race, om tales af Brandes
naturligvis haanligt, han s Bog kaldes »en tysk
K lump«, »en græ sselig P akk e« .3 D enne Kritik er
ikke meget oplysende, m en Brandes’ sædvanlige.
Forstaaeligt, at Brandes af Jøder, der v ed k en
der sig deres Race, erklæres for en Charlatan og
1 Levned I, p. 43 og II, endv. Kritiker og Portræter, 1870.
2 Kritiker og Portræter, 1870 (Goldschmidt.)
3 Bd. 18, p. 347.